[vc_row][vc_column][vc_column_text]

[/vc_column_text][vc_masonry_media_grid element_width=”3″ gap=”10″ grid_id=”vc_gid:1587308396884-12361b80-cd9a-1″ include=”1211,1203,1204,1199″][vc_column_text]

Henning Larsen – Lyset og rummet (2012,70/55 min.) H.L.siger: “Jeg tænker ofte på arkitektur og musik i sammenhæng. Arkitektur er som frossen musik.”

Pelle Gudmundsen-Holmgreen – Musikken er et monster (2007, 67 min.) beskriver i filmen musikken som et altædende monster, en dæmon, der styrer ham.

Palle Nielsen – Mig skal intet fattes (2002, 55 min. Odense filmfestivals pris samt Robert-prisen) P.N. er en af de væsentligste pejlere af tidsånden. Der er en stilhed-før-stormen i hans billeder, en eksplosiv underliggende stemning, hvor mennesker og byer har indgået hemmelighedsfulde alliancer med hinanden.

Inger Christensen – Cikaderne findes (1998, 55 min.) Hendes digte findes som en stadigt elektrificerende guldgrube af stor skønhed.

[/vc_column_text][vc_masonry_media_grid element_width=”3″ gap=”10″ grid_id=”vc_gid:1587308396885-c12fe0d3-20fd-1″ include=”1201,1146,1198,1202″][vc_column_text]

Silkevejen (2004, 75 min. spillefilm). En billedkonservator, spillet af Ellen Hillingsø, er gennem sine restaureringer af renæssancemaleren Sofonisba Anguissola i kontakt med andre tider. Øvrige medvirkende er bl.a. Niels Barfoed, Jens Jørgen Spottag, Bodil Jørgensen.

Pigen med fletningen (2005, 40 min. dokumentarfilm for børn og voksne). En erindringsfilm om København, hvor en seksårig pige – instruktørens alter ego – opsøger nogle af barndommens magiske steder og dér taler med mennesker, hun møder på sin vej.

Floden (2003, 25 min. kortfilm, Odense Filmfestivals pris). En billedfortælling, der bevæger sig mellem drøm og virkelighed. Tidens gang er det gyngende fundament. En mand og en kvindes ord glider over i hinanden i en tankestrøm af associationer.

Planetens spejle (1992, 87 min spillefilm). “På midten af vor bane gennem livet / jeg fandt mig i en skovs bælgmørke sale / forvildet fra den vej, som var mig givet”. (Dante) Medvirkende bl.a. Ole Lemmeke, Bodil Jørgensen, Inger Christensen, Thomas Mørk, Cher Guertze.

[/vc_column_text][vc_masonry_media_grid element_width=”3″ gap=”10″ grid_id=”vc_gid:1587308396885-5e1f878c-4b27-1″ include=”1197,1200,1205,1136″][vc_column_text]

Isolde (1989, 96 min. spillefilm, inviteret til Tokyo International Film Festival). Et moderne kærlighedsdrama baseret på sagnet om Tristan og Isolde. I filmen er Isolde bibliotekar og Tristan en hjemvendt soldat med mareridt fra fronten. Medv. Pia Vieth, Kim Jansson, Claus Flygare, Thomas Mørk.

Den Erindrende (1985, 40 min. novellefilm, Filmkritikernes Bodil-pris). Baseret på to noveller af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, Ireneo Funes, Den Erindrende og Gudens skrift. Med Rose Marie Tillisch, Tove Robert Rasmussen og Rosemaria Rex.

Belladonna (1981, 90 min. spillefilm, inviteret til Berlin Festivalen). To søstre er handlingsbærende figurer. Den mørke søster træder i den lyse søsters sted, når destruktive kræfter trænger sig på i det daglige liv. Med Ilse Rande, Kirsten Brøndum, Stig Ramsing, Helle Ryslinge, Bodil Lindorf, Rosemaria Rex.

Achilleshælen er mit våben (1979, 91 min. spillefilm). En film om umulig kærlighed og længsel. Modsigelser og splittelser indarbejdet i skiftende planer, mytisk vævet ind i den evige historie om kærlighed og had. Med bl.a. Helle Ryslinge, Clemens Hildebrandt, Elli Rex.

[/vc_column_text][vc_masonry_media_grid element_width=”12″ grid_id=”vc_gid:1587308396887-8f628117-0447-9″ include=”1206,1138″][vc_column_text]

 

Veronicas svededug (1977, 85 min., spillefilm. Optaget med super-8 kamera og blæst op til 16 mm). En slags Tusind og én nat-fortælling, en poetisk rejse i nutiden med mennesker, deres arbejde, kærlighed og drømme. Med bl.a. Helle Ryslinge, Inge Eriksen, Helga Bjørnelund, Elli Rex, Eva Gleerup.

Tornerose var et vakkert barn (1972, 20 min. dokumentar i samarb. med Kirsten Justesen. Optaget i super-8-format og siden blæst op til 16 mm). I en række tableauer fortæller eller viser anonyme kvinder i alle aldre brudstykker fra deres “hemmelige” liv.

[/vc_column_text][vc_column_text]

Kunstvideo:

Eftersøgning (8 min. 2018), Ukendt landskab (5 min. 2016), Land og By  (25 min. 2015), Verdenshjørner (8 min. 2004), Sprænglegeme (13 min. 1986)

 

 

[/vc_column_text][vc_column_text]

Anmeldercitater:

 

SPILLEFILM

 

Silkevejen, 2006

 

”Silkevejen” er et stort og monumentalt og samtidig forunderlig intimt filmdigt. Denne modige og mærkelige film laver glidende overgange mellem billedkunst, digt, rumforskning og musik, som både er sær og kunstig og lige til at gå til. Spær bare sanserne op! – Birgitte Grue, BT

 

Både som maler og fotograf og for den sags skyld forfatter har Jytte Rex gennem tre årtier formået at skabe værker, der er umiskendeligt jytterex’ske. Hendes sitrende filmunivers er fyldt med suggestive billeder, symboler i både rene og dunkle tableauer, der skaber en drømmeagtig stemning og går aktivt ind og stimulerer tilskuerens erindring og følelser. ”Silkevejen” er en vintage Jytte Rex-film, det vil sige en film med en stemning og klang, som ikke ligner nogen andre danske filmskaberes. Filmen er basalt betragtet en kærlighedshistorie, som rækker ud over tid og sted. Det er en af den slags film, som man tager med sig ud af biografen og videre med i livet. Se, dét er god kunst. – Nikolaj M. Lassen, Weekendavisen

 

Som filmskaber har billedkunstneren Jytte Rex mere konsekvent end nogen anden herhjemme styret uden om den konventionelle spillefilms endimensionale virkelighedsopfattelse og har snarere ladet sine billeder ligge og vippe i vandspejlet mellem en umiddelbart synlig realitet og drømmenes eller fantasiernes store, dunkle undervandsrige. Først og sidst er ”Silkevejen” i sig selv den stærkeste påmindelse om, hvor sprogligt fattige mange andre film er, og hvor sjældent man som publikum egentlig udfordres af den kunstart, som netop rummer så mange muligheder, fordi den ikke blot kan suge næring af alle de øvrige kunstarter, men også bærer dem i sig.

Lars Movin, Information

 

 

 

Planetens spejle, 1992

 

Lige så smuk, lige så paradoksal og kompleks og besynderlig en tankebane kan være, lige sådan er denne film. – Pia Juul, Øjeblikket.

 

Det er som at blive inviteret ind i en andens drøm. Så smuk og mærkelig er Jytte Rex’ film.                                                                                                                                                                                                    BT

 

Planetens Spejle er et kompromisløst kunstværk fortalt igennem billedsprogets fascinerende væsen. Betagende billeder og smukke landskaber skaber en poetisk og lidenskabelig rejse, som man sjældent har set magen til i dansk film. Det er en rejse, som man skal være parat til at tage med på, for at kunne forstå magien. Og der hviler en tematisk skyggefuld og drømmende stemning over filmen. Jytte Rex’ poetiske fabel efterlader sig adskillige spørgsmål om livet, skæbnen og døden, og karaktererne skildres fornemt af den altid karismatiske Ole Lemmeke og en fremragende Bodil Jørgensen i hovedrollerne. De fremragende skuespillere får den skæve dialog til at gå op i en højere euforisk enhed. Hvis man har en smag for de fuldendt kompromisløse film, så er Planetens spejle et klart must i dvd- samlingen. – Jacob Bascoban, OnFilm.dk

 

Jytte Rex er en af de mest originale, banebrydende og anderledes danske instruktører. Der er intet i dansk (eller måske endda international) filmhistorie, der ligner hendes film. Hun formår at tage netop de velkendte temaer og tviste dem, så vi som seere efterlades undrende.

Det er netop det, kunsten kan: Den kan give os mulighed for at undre os over det, som vi troede, vi vidste med rimelig sikkerhed. Derfor er det ikke at skyde over målet at omtale Jytte Rex´ film som centrale kunstneriske værker, men netop derfor har de ikke fået den store udbredelse, som de fortjener. Det er lidt pudsigt, at det sære og det forundringsværdige ofte opnår bred udbredelse i andre fiktionsformer end netop filmen. Derfor er der få danske instruktører, der tør begive sig ud i kunstneriske og avantgarde-fremstillinger på film – derfor bør Jytte Rex prissættes for det mod, som hendes film generelt udviser. Det er simpelthen vigtigt af og til at presse vores erkendelses grænser.”                                                                                                                                  Kulturkapellet

 

 

Isolde, 1989

 

”Denne sansemættede, billedskønne og drømmesikre film.”

Johs. H. Christensen, Det fri Aktuelt

 

”Visuelt er filmen præget af overlegne penselstrøg. København er forvandlet til en by, hvor gadehjørnerne er fremhævet for deres æstetiske værdier. Hvert billede, der ofte dvæler ved besynderlige detaljer, har indbyggede dybder, der gør filmen til et analytisk overflødighedshorn. Perspektiverne er mange, men de er alle samlet i et mytisk, fiktionelt slaraffenland. Jytte Rex er i sine film en højmodernist, der tør brække brød med de store kunstnere – hun er en ener inden for dansk film, der kun er gået sine egne veje. Derfor er Rex´ film så ekstraordinært befriende og forpligtende på samme tid. Denne genudgivelse på DVD er særdeles velkommen – men hvor indstifter den tørst efter komplettering af Rex´ samling på dvd. Lad det ikke være den sidste.”

Kulturkapellet

 

Ingen anden dansk instruktør laver billeder som Jytte Rex. Når man ser en film af Rex må man være indstillet på, at traditionel handlingsstruktur opløses i en form for billedassociationsrække. Er man det, får man som regel en pragtfuld billedoplevelse af tid og rum som stoflighed og mytologi.
I denne film har myten fundet helt frem til titel og emne. Tristan og Isoldes tragiske kærlighedshistorie fortælles i dag, men Rex´ evne til at omskabe vores hverdagsrum til mytologisk univers fornægter sig ikke. Isolde (Pia Vieth) er bibliotekar på det Kgl. Bibliotek hvor hun og de øvrige ansatte helt i instruktørens ånd kan øse af kulturhistoriens rigdomme, og Tristan, kaldet Krigeren (Kim Jansson), er lejesoldat i ørkenen, inden han vender hjem og kan bevæge sig rundt i de mytologiske rum, ikke mindst i København, som både han og Isolde har øje for. Køkkenet og stuen er mytologiske, når Rex og fotografen Manuell Selner fortæller, men også de mytologiske rum, der så at sige byder sig til i vores Hovedstad, øses der ødselt af, når vi bevæger os op i Rundetårn, rundt på Rosenborg eller på Det Kgl. Biblioteks læsesal og arkiver. Kulturens ødselhed understreges yderligere, når personerne bladrer i kunst- og kulturhistoriens mange pragtfulde billedværker. Kulturhistorien og dens mytologier viser sig også i sproget. Det, der i konventionelle ører kan lyde som klodsede replikker, er et sprog der spejler sig i eventyr, myter, digte m.m. – og også sætter sit tydelige spor i dagligdags-replikker, fx når en fortvivlet studerende må erkende, at der findes bøger, der ikke findes, fordi skælmen og verdensforfatteren Borges i en af sine fiktioner henviser til netop sådan et værk. – Man går aldrig forgæves til en film af Jytte Rex. Det gælder også ”Isolde”. Rex´ forståelse for tilværelsens og kunstens stoflighed, og for sanseligheden i kulturen er enestående i filmkunsten.

Jesper Skovlund, CinemaOnLine

 

 

PORTRÆTFILM

 

Inger Christensen – cikaderne findes, 1998

 

******

”En født portrætfilmklassiker. Henvender sig til både de indforståede og de nyankomne. At se Inger Christensen – cikaderne findes er som at være til messe for kunsten. Man er løftet – og ydmyg. Tænk, at den film findes.”

John Chr. Jørgensen, Ekstrabladet.

 

”En ualmindeligt smuk, indlevende, intens og velkomponeret portrætfilm.”

Niels Frid-Nielsen, Det fri Aktuelt.

 

 

Palle Nielsen – mig skal intet fattes, 2002

 

”Fabelagtig film af Jytte Rex om grafikeren Palle Nielsen.” – Trine Ross, Politiken

 

”En af den slags sagte, diskrete og lyttende kunstnerfilm, der vil stå tilbage med samme lødighed som den portrætterede selv.” – Lisbeth Bonde, Information.

 

”En smuk og kongenial portrætfilm” – Henrik Wivel, Weekendavisen.

 

Det er sjældent, at en film går så dybt og samtidig får én til at føle, at man svæver, som det er tilfældet med Jytte Rex’ yderst bevægende og stærke portrætfilm om tegneren og grafikeren Palle Nielsen (1920-2000). Årsagen er, at filmen Palle Nielsen – mig skal intet fattes formår at kombinere et intenst følelsesmæssigt engagement med sandhedssøgen og sans for skønhedens betydning. »Hvordan ser underverdenen ud?«, spørger Palle Nielsen selv i filmen. Og man undrer sig umiddelbart, for man synes netop ofte at have kigget med, når kunstneren i sine værker løftede sløret for frygten, katastroferne og menneskets dæmoniske kræfter. Alle disse anonyme mennesker, der løber i rædsel, sammenstyrtede huse, ansigter vendt mod en udefra kommende fare. Med begivenhederne 11. september 2001 i erindring ser man Palle Nielsens katastrofebilleder i et nyt og rystende perspektiv. Manden forudså tragedien. På den anden side kunne han også lade en engel gå over papiret, som en ren åbenbaring.

Filminstruktøren, billedkunstneren og forfatteren Jytte Rex begyndte optagelserne til filmen kort før Palle Nielsens død i 2000. Bevidstheden om kunstnerens sygdom sætter yderligere såvel filmens som kunstnerens billeder i relief. Men her er også en ro og en skønhed i det billeddigt, Jytte Rex har skabt over sin lærer ved Kunstakademiet. Sanseligt og drømmende indkredser filmen kunstnerens inspiration fra især københavnsk og romersk arkitektur. Man ser baggrunden for de mange lysende kupler i Palle Nielsens billeder. Kuplerne, som kunstneren tøvende indrømmer kan opfattes som kvindeportrætter.

Palle Nielsen var forelsket i mennesket. Ikke mindst de unge kunstnere tog han alvorligt. Han havde den sympatiske opfattelse, at man ikke kan tillade sig at spilde unge menneskers tid og gjorde sig derfor umage med sin undervisning. Alt andet ville være kynisk. Det er den seriøsitet og kunstnerens evne til at skildre det gådefulde og modsætningsfyldte i de menneskelige sind, Jytte Rex nu viser sin taknemmelighed for med denne smukke film, der lader manden tale og tegne, så man fornemmer følsomheden, alvoren og visionen. – Eva Pohl, Berlingske Tidende.

 

 

Pelle Gudmundsen-Holmgreen –  musikken er et monster, 2007

 

”En uforglemmelig portrætfilm – fuld af får, fugle og fantastiske farver. Et must for elskere af ikke blot Pelle Gudmundsen-Holmgreens musik, men også af dansk musik og det danske land i almindelighed.” – Søren Schauser, Berlingske Tidende.

 

Jytte Rex’ film går direkte til relationen mellem manden og den musik, der ifølge ham selv har drevet ham som et monster, en dæmon eller et narkotikum. Så han aldrig har fred i hjernen. »Musikken er altædende«, siger Gudmundsen-Holmgreen og omtaler sig selv som en dårlig ægtemand, far og bedstefar, fordi noget andet end familien kom i første række. Til gengæld får han altså associeret til forbilleder som John Cage og Samuel Beckett og til persisk perlefiskersang, mongolske vokalteknikker samt lydene af stens »mumlen«, sands »hvisken-tisken« og guldfuglens sang, så man føler sig inspireret og beriget i hans selskab.

Det er naturligvis ikke alene hans ære. At han virker så godt på lærredet, skyldes Jytte Rex’ visualisering af ham. Man ser ham danse med lukkede øjne, løbe af sted på en landevej som et kattedyr på jagt eller ligge på ryggen i en moden kornmark. Bevægelser er lige så vigtige for mennesket som for hans musik. Derudover illustrerer Rex, hvad han siger og spiller på måder, så man bliver grebet af gentagelserne, bruddene, farverne, humoren og det kontrære i hans musik. Der er meget musik i filmen. Og på de rigtige steder ledsages kor og instrumenter af billeder fra et asiatisk landskab støvende af hede, planteliv på havbund, en tågedampende mørkegrøn skov eller mennesker fra Gudmundsen- Holmgreens liv. – En film så musikalsk, at man bliver høj i hjernehatten af den. På 12-tone-måden. – Dorte Hygum Sørensen, Politiken.

 

Henning Larsen – lyset og rummet, 2012

 

Rolig og smuk hyldest – en lækkerbisken for alle, der interesserer sig for arkitektur og æstetik. – Weekendavisen.

 

Fint portræt af en stor arkitekt. – Ekstrabladet.

 

 

 

 

VIDEOFILM

 

Floden (2003)

 

Odense Film Festivals begrundelse for at tildele FLODEN juryens specialpris:

 

“Hvis man vil beskrive kunstens grundstoffer, må man først og fremmest have et ædelt sindelag, og så kende til metoden om ikke at vide, hvad man leder efter, men med usvigelig sikkerhed straks at kunne genkende det, når man finder det. Sådan skabes stor kunst. Sådan må Floden være blevet til. Vi føler, at vi har set denne film før, men det er ikke så mærkeligt; Jytte Rex forløser jo de billeder, som ethvert menneske bærer i sit sind, og skaber film over dem.”

 

 

[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]