BIOGRAFI

Portræt – Jytte Rex

Mette Sandbye fra SANDDRØMMEREN, 2002, Copyright M.S.

MODBILLEDER OG GENKLANGE

fotografiets rolle i Jytte Rex’ værk

Slår man op i Fogtdals kunstleksikon, betegnes Jytte Rex “dansk maler, grafiker og filminstruktør”, og det anføres kun kort, at Stamtavler fra 1986 er udført som bemalede fotografier. På inderflappen på hendes seneste bog Limbo(2000) benævner hun sig selv maler og filminstruktør.

---

Men samtidig har Jytte Rex igennem hele sin karriere arbejdet med fotografi, ogLimbos tolv billedsuiter består af fotografier. Hendes rolle som maler og filminstruktør – og lad mig bare tage forfatter med, for den skrevne tekst har også altid været tilstede i hendes værk – fornægter sig dog ikke. For dels har hun malerisk bearbejdet mange af fotografierne, bl.a. ved at overføre den flydende fotografiske emulsion i grove strøg på træ og forskellige former for groft, håndlavet papir.

Og dels har hver suite et lettere sammenhængende filmisk udtryk, der lægger sig konsekvent i forlængelse af hendes ofte meget drømmende, billedbevidste film. Så trods de i klassisk forstand meget forskellige udtryk, hun altid har vekslet imellem, fremstår hele hendes værk som meget helstøbt og sammenhængende, og flere af fotografierne i Limbo har hun da også tidligere brugt i andre værker, faktisk helt tilbage til de tidlige 70’ere. Det er et oeuvre, der strækker sig over mere end 30 år, og som udforsker livet, kvinderne, drømmene, myterne og erindringerne i en associationsbunden, ikke-narrativ fortællestruktur.

Når jeg undrer mig over, at det fotografiske ikke fremhæves, når hun skal beskrives og tituleres, så er det, fordi arbejdet med fotografiet har stået helt centralt i hendes værk fra tiden omkring 1970 til i dag. Fotografierne er der overalt, skønt de ofte, men ikke altid, er bearbejdede, eller de optræder sammen med tekst. Man kan faktisk betragte det fotografiske medie som det, der samler, binder enderne sammen, forener det statiske og stoflige udtryk fra tegningen og maleriet med det bevægelige og glatte fra filmens referentielle billede.

Ser man tilbage gennem hendes kunstneriske forløb, så er det båret af et stærkt mytisk engagement, helt konkret hentet i græsk, nordisk og tysk mytologi, og drømmen spiller ligeledes en central rolle. Gennem årene har billeder at de samme mytisk ladede steder og ord – steder som Alhambra og Abraxas, urbegreber som aske, ild, tid, vand og skygger, kvindenavne som Isolde, Kraka, Sybille, Sulamith og Veronika – optrådt i adskillige sammenhænge. Men samtidig vinder dette mytiske drømmelag ved filtreringen gennem eller forankringen i det rå, banale og virkelighedsnære, som fotografiet implicerer, ikke mindst i den uslebne, delvis amatøristiske form, det ofte har i hendes værker.

I et nyligt interview fortæller Jytte Rex om faren ved at poetisere. Eksempelvis beretter drømmefortælleren, spillet af Helle Ryslinge, i filmen Veronikas svededug(1977) om forskellige drømme “på en rå, lidt panikagtig måde, og netop da begynder de at svinge som drømme. Hvis det havde været en, der henåndet havde siddet og sukket, ‘åh, så drømte jeg’, var det gået helt galt. På en eller anden måde skal man finde både et modbillede og en genklang”. 1

Det er netop den dobbelthed, som Jytte Rex altid har udnyttet i fotografiet. Det vækker umiddelbart genklang, fordi det mekanisk afspejler virkeligheden i al dens banalitet. Fordi fotografiet er et spor af virkeligheden. Samtidig kan man også se det som et modbillede – på to måder. Den ene er, når hun bearbejder fotografiet til noget nær ukendelighed og herved slører den umiddelbare reference til virkeligheden og i stedet sætter betragterens fantasi i gang og gør os til arkæologer, der forsøger at tyde forhistoriske tegn og symboler. Den anden er, når hun lader fotografiet fremtræde som en triviel, ukunstnerisk, uæstetisk, “rå” billedtype.

Materialeeksperimenter omkring 1970
Jytte Rex gik på Kunstakademiet i København fra 1963 til 1969. Det var en periode, hvor kunstscenen – herhjemme såvel som internationalt – var præget dels af en stigende politisering eller i al fald et udadvendt engagement i det omgivende samfund og hverdagslivet og dels af en eksperimenterende optagethed af nye billeder og nye stofligheder. Man forsøgte bl.a. at eliminere skellene mellem det høje og det lave. Og man søgte alternative, genreblandende udtryk til det rene modernistiske maleri, der i begyndelsen af 60’erne af mange blev betragtet som stivnet i verdensfjern selvrefleksion og abstraktion. Nye retninger som popkunst, konceptkunst, minimalisme, land art, happeningkunst og Fluxus er eksempler herpå og mange af disse internationale nybrud vandt også gehør herhjemme. Ikke mindst de mange, oftest billigt producerede, tidsskrifter blev et forum for den nye eksperimenterende kunst.

Eks-skolen, der var blevet oprettet i 1961 som alternativ til akademiet, stod centralt i dette nybrud, men også indenfor akademiets egne vægge blev der efterhånden lukket op for de nytænkende sluser. Omkring 15 kunstnere, nogenlunde lige mange mænd og kvinder, sluttede sig i 1968 sammen i Kanonklubben, der forsøgte “at skabe nogle nye og relevante sammenhænge mellem kunst, politik og almindelig hverdag”, som Jytte Rex selv beskriver det. “Gruppen gjorde oprør mod det akademiske billedsprog og myten om kunstneren som supermand-geni”. 2 I 60´erne var der for alvor kommet gang i diskussionerne om kunstens funktion i samfundet. Kunstnerne selv stillede sig i opposition til det nye begreb ´finkulturen´ og kulturradikalismen, der følte sig finere end massekulturen. Man ville forny kunsten og genintegrere den i hverdagslivet, bl.a. ved at inkorporere træk fra massekulturen og hverdagssproget.

Mette Sandbye fra SANDDRØMMEREN, 2002, Copyright M.S.

I årene umiddelbart efter akademitiden lavede Jytte Rex en del værker, der havde form som tidsskriftsopslag, hvilket også var med til at understrege en afstandtagen til det traditionelle, unikke værkbegreb og en lyst til at finde nye, mere enkle, billige, genreeksperimenterende måder at lave og distribuere kunst på. F.eks. i Hvedekorn nr. 4, 1971, hvor det ubetitlede værk fylder ti sider i tidsskriftet og har form som en slags collage af forskellige fotografier og tekstbidder opsat bevidst sjusket på siderne med tape. Der er landskabsfotos og iscenesatte fotografier, hvor man møder billeder, som kommer til at optræde flere gange fremover i hendes værker, bl.a. et selvportræt hvor hun ligger nøgen og udstrakt på et trægulv som en blanding af Kristus-på-korset og Leonardos menneskeskikkelse. Der optræder en mængde gamle familiefotos, de fleste af hendes egen mor, hvoraf flere også genbruges senere, og så nogle turistpostkort og et reklamefoto med en bikiniklædt kvinde til hest. Sammen karakteriserer de bl.a. – på tvetydig og underspillet vis – forskellige kvinderoller og -myter. Tekstbidderne, hvori der for det meste optræder et ´hun´, har en lyrisk, associationsskabende karakter. De kan siges af have samme funktion som billederne uden at de dog illustrerer dem eller lægger sig direkte op ad billederne. Det er muligvis citater fra unavngivne kilder, muligvis Rex´ egne digtlignende fragmenter.

De kan f.eks. lyde sådan her: “Hun levede uafbrudt hun ville kunne overleve alle blodbade”, “Hun galopperede med bugen lavt hen over jorden og hendes våde sider skinnede i regnen”, “Under jorden i det trange fængsel fik den bortførte pige luft gennem et plastikrør. Hun havde proviant indenfor rækkevidde og til og med en elektrisk ventilator til at bringe luften i bevægelse”. Hvedekorn er jo ellers et lyriktidsskrift, men i samme nummer viser Eske K. Mathiesen fire blyantstegninger under titlen “Novelle”, og Henrik Have har 14 sider, hvor han visuelt bearbejder klaverpartituret “Caprice americain”.

I Hvedekorn 4, 1973, viser Jytte Rex billedfortællingen “Trofæerne”. I den maskinskrevne tekst optræder en mandligt ’jeg’, der taler om sin begejstring ved at gå på jagt; “jeg har lysten til at skyde… jeg er god til det. Det er jeg. Jeg har ikke samvittighed over det. Det generer mig ikke en kæft at skyde et dyr”. ..”det keder mig så ukristeligt bare at stå på en skydebane.” Fortællerstemmen svælger i dyrets lidelse, når det er skudt, og beretter om harens rædselsfulde skrig. “Og det er en lidt kedsommelig ting, og så skal den hentes med hænderne. Og aflives. Brække nakken på den, kvæle den, eller stikke den med en kniv, ned mellem de øverste nakkehvirvler”. Han fortæller om glæden ved jagttrofæerne, “jeg synes også, at mennesker kan have smukke hænder. Men det hører jo ikke til i vores kulturkreds at hugge hænderne af folk”. Mens teksten således ironisk underspillet udstiller denne jagtelskende mand, har fotografierne og deres lyriske billedtekster en mere løs, associationsskabende karakter, der minder om det førnævnte Hvedekornværk; udklip, postkort, familiefotos, mytiske iscenesatte fotografier. Det samme billede af den nøgne udstrakte kvinde optræder her, mens billedteksten med sin prosaiske henvisning til massekulturen og med humoren punkterer nogle af de andre mere højstemt lyriske tekster; “Tak, Batman, tak for alt. En dag vil jeg vågne hulkende af latter”.

Kvindernes historier
Jytte Rex udgav i 1972 Kvindernes bog, som består af en lang række korte fortællinger af og om kvinder i alderen 4 til 60 år. De er nedskrevet i en bearbejdet form men i et ligefremt, næsten talt hverdagssprog, der minder om fortællerstemmens i “Trofæerne”. 3 Det er ikke store, lineære, samlende og velstrukturerede fortællinger om en helt livsforløb, men teksterne har snarere form af korte erindringsfragmenter. Som f.eks. Sybille, der fortæller om hvordan hun har svært ved at smide gammelt tøj ud og især om en særlig hvid angorasweater, Agnete der hemmeligt og på afstand bliver forelsket i en fremmed mand på gaden, eller Martha-Martha der midt i ismejeriet to gange i træk smadrer en flaske og spilder piskefløde på sin fine kjole og opad lårene på sin et-års bryllupsdag.

Det er pinligt og meget sanseligt på én gang. “For mig viser historien, at dagligsproget er meget mere sanseligt, end vi går og tror”, siger Jytte Rex om Sybilles fortælling, 4 og i forordet til 2. udgaven siger hun om teksterne: “Her var et ganske enkelt – såkaldt banalt – sprog, som man taler til daglig, og som nedskrevet udvidede sig og blev et sprog, som ejede tæthed og billedrigdom. Et fantastisk sprog, til at bruge”. 5 Udover teksterne, der har opdigtede kvindenavne som Kraka, Isolde, Hilde og Irmgard som overskrifter, består bogen af 47 fotografier, hvoraf de 30 er taget af Jytte Rex. På forsiden optræder et portræt af hendes mor, som også var med i Hvedekornværket fra 1971. De fleste har karakter af feriefotos og familie- og hverdagsportrætter af kvinder. “Arbejdet med bogen blev – hvad skal man sige – for mig en udvidelse af maleriet. Det var ligesom at slippe sig selv totalt løs på billeder, på billedmediet, og sige: Hvad er ikke maleri? Eller: Hvad er også maleri? Og for mig er den bog som helhed en udvidelse af maleriet”. 6 Nogle af samtidens anmeldere modtog bogen meget negativt og skrev, at de kedede sig bravt under alle disse almindelige og banale beretninger (“Ord-gasmer og kvindekraft”, som Bettina Heltberg kaldte sin anmeldelse 7), men læst med nutidens øjne fremstår de uhyre friske, spontane, direkte, almengyldige og med Rex’ egne ord netop sanselige. Og bogen repræsenterer tillige en udvidelse af, hvad der kan være og gøres til kunst, som peger frem mod mange af de træk, der ellers har karakteriseret den unge kunstscene i sidste halvdel af 90’erne. En forestilling om, at der ikke blot bag men i selve livets almindelige og banale fremtræden gemmer sig indsigter, værdier, poetiske kvaliteter. Mette Sandbye fra SANDDRØMMEREN, 2002, Copyright M.S.

Som en naturlig forlængelse af arbejdet med Kvindernes bog og det kvindepolitiske engagement udgiver Jytte Rex i 1975 bogen Kællinger i Danmark: Agitationer fra ingenmandsland sammen med Inge Eriksen. Teksterne er baseret på en brevveksling over flere år mellem de to kunstnere, og de har form som en fragmentarisk blanding af mere eller mindre fiktive fortællinger om forskellige kvindeliv, mange af dem i jeg-form. Forordet starter således “Disse texter er nogen spontane udtryk for og beskrivelser af følelser og oplevelser vi opfatter som betydningsfulde”, og videre skriver de, at de tager afstand fra “det borgerlige løgnesprog” eller “det løgnagtige ’kunstneriske’ borgersprog”, og at de vil videregive erfaringer, for “vi kan ikke alle blive det borgerskabet kalder kunstnere.” “Vi er tæt ved en forståelse af, at virkelighedener – men den er også til at ændre, at virkeligheden rummer faktiske muligheder og mulige virkeligheder.” Mange af tidens kunstnere arbejdede – nogle eksplicit politisk, andre i højere grad på kunstens egne betingelser – med spørgsmålet om, hvordan man sat overfor den modernisme, som man oplevede som virkelighedsfjern og formalistisk, kunne forny realismen – uden at gå tilbage til forrige århundredes æstetiske greb. Jytte Rex’ arbejde i 70’erne er et væsentligt og nytænkende bud på en sådan fornyelse af en realistisk strategi. Mette Sandbye fra SANDDRØMMEREN, 2002, Copyright M.S.

Fotografierne har en mere bearbejdet karakter end i Kvindernes bog, men man genkender igen flere af hendes tidligere fotografier samt et motivvalg, man også støder på i hendes senere værk. F.eks. har hun en forkærlighed for kvinderygge og langt hår set bagfra på en sanselig måde, og hun har generelt blik for tilsyneladende banale men meget sanselige detaljer som en kjoles bevægelse eller et nærbillede af en hånd på en skærmende hatteskygge. Den kombination af det tilsyneladende banale og hverdagslige og så det sanselige, fortællende, mytiske, som hun fandt i teksterne til Kvindernes bog, er således noget der også gennemsyrer fotoopslagene her og hendes videre produktion i det hele taget. På s. 34 i Kællinger optræder igen det nøgne Kristuslignende selvportræt, og hun laver collager med amatøragtige snapshots sat sammen med andre fotos og håndskrevne tekster, hun maler og skriver på dem, og hun benytter sig af en røntgenlignende sandwichkopiering, som man genfinder i hendes værker helt frem til i dag.

En billedroman
Man hører ofte om kunstnere, der deltager i et aktivt, eksperimenterende miljø i studieårene, men som sidenhen ikke rigtigt kommer videre på egen hånd. Men det første tiår efter akademitiden var ekstremt produktivt for Jytte Rex set i bakspejlet, og det var her hun tidligt grundlagde det konsekvente billedsprog, der i store træk – og under stadig fornyelse og udvidelse – kendetegner hendes værk frem til i dag. I 1978 udgiver hun således bogen Jeg har ikke lukket et øje på Borgen. Som undertitlen “En billedroman” indikerer består den næsten udelukkende af billeder, men som altid hos Rex indgår der også tekst. Tekster der lyrisk associerende eller ironisk supplerer fotografier, postkort, tegninger. Eller den muligvis fiktive, muligvis ægte “Fra en restaurationspiges dagbog”, hvor en kvindestemme fortæller om sit liv med udgangspunkt i en række fotografier fra familiealbummet. I bogen indgår også en version af “Gallerioperette i fem akter”, som oprindeligt var lavet som en performance opført i John Hunovs Danergalleriet i 1973.

I denne bog synes hun at samle alle de forskellige spor og materialetyper, hun har arbejdet med op igennem 70´erne i en scrapbogslignende form; de mange typer af fotografi fra erindringsforbundne portrætter af moderen til et postkort fra Costa del Sol, avisudklip, tegninger, alle mulige tekstformer. Og det lyriske, den dramatiske puls, mytologien optræder side om side med det dagbogslignende, erindringsskitsen, de humoristiske kommentarer, ligesom interessen for hverdagssproget og kvindehistorierne er tilstede uden at det af den grund bliver til entydige feministiske slagord. Til et foto af Tarzan står der f.eks. “Tarzan hedder på norsk ´Tretop-Torleif´”. Til et amatørfoto af en lille pige, der optræder i ´partituret´ til gallerioperetten, skriver hun i sin karakteristiske form, der blander det højtidelige, alvorlige og mystisk drømmende med det humoristiske, trivielle og banale: “Hvad hedder du lille ven? Hvor gammel er du? Ved du slet ikke noget om dig selv? Man må kende sine lus på gangen ikke? Hvorfor har du slæbt en hest ind i det her lille lokale?…Nej er der også citronvand og kransekager? Kan du sige mig hvor mange kilometer der er til Skagen?”. Tegningerne i bogen er skrøbelige, skitseagtige optegnelser af f.eks. et blad, en kniv, en kvindeansigt, en fugl.

Ved således at skue ud over hendes samlede værk fornemmer man, at hun arbejder udfra et stort både materielt og imaginært arkiv, som hun hele tiden udvider og trækker på. Ikke bare konkrete billeder men også steder og ord som f.eks. det mytologiske ord Abraxas, der dukker op her, for igen at blive et imaginært omdrejningspunkt i Limbo mange år senere. Man fornemmer også her, i Jeg har ikke lukket et øje, en skulpturel optagethed i fotografier og tegninger af torsoer, som man genkender i hendes senere værk, ligesom billeder fra rejsemål i Italien og Grækenlands antikke steder også er talrige her. Mette Sandbye fra SANDDRØMMEREN, 2002, Copyright M.S.

Det første nummer af det nye tidsskrift North (nr. 1, 1976) præsenterede seks af samtidens kunstnere, der alle arbejdede med eksperimenterende blandformer; Stig Brøgger, Carl-Erik Ström, Mogens Møller, Jytte Rex, Hein Heinsen og Steen Høyer. Foruden tekst er det karakteristisk at alle kunstnerne, der hver har udformet 8-10 sider som et tidsskriftværk, bruger fotografi i en eller anden form. Enten bruges det – som hos Ström og tildels Brøgger – til at transformere en performance til et todimensionelt værk, pressebilleder approprieres for at kommentere den politiske og sociale udvikling (Høyer), der leges med det banalt kitchede amatørfoto (Heinsen), det bruges registrerende til at undersøge strukturer i det offentlige rum (Møller) eller løst associationsskabende, drømmerisk fortællende af Rex, som også kombinerer med de karakteristiske skrøbeligt skitseagtige tegninger.

Fotovandalisme

I 1980´erne arbejder Jytte Rex videre med tegningen, 8 og ellers går hun i højere grad over til at bearbejde selve det fotografiske billede, først og fremmest i de billeder, der bliver til bogen Stamtavler (Eks-Skolens Forlag, 1986). Den består af seks mindre tekster, Stamtavle I-VI, og en lang række fotografier som hun har tegnet, malet og skrevet på. En stor del af disse fotografiske ´baggrunde´ kan man genkende fra tidligere værker, enten helt konkret eller snarere som en stil, et særlig rexsk kendetegn som f.eks. et rejsefoto af en kvinde set fra ryggen i blomstret kjole, en kvinde der holder en taske, en kjole der svinger på en særlig måde, forskellige kropsdetaljer – hår, en hånd. Der er familiebilleder af moderen, antik arkitektur, fotos vi genkender fra samme optageseance af hende selv, nøgen og udstrakt på trægulvet, blegede turistfotos fra Sydeuropa, postkort, naturscenerier.

Hun ´udvisker´ dele af fotografierne ved at overmale dem i løse, hektiske strøg, hun maler abstrakte, sorte, gestiske former eller skitseagtigt blyantskrimskrams, mere figurative omrids af statuer, kroppe i favntag, kridtstreger, store røde plamager. I teksten “Om fotografiet” sidst i bogen betegner hun det selv “vandalisme, et forsøg på at bryde med dets [fotografiets alt for genkendelige, belastede elementer og lade andre figurer opstå mellem indre og ydre bevægelser, en organisering af krydsninger mellem naturens og kulturens hændelser og det personlige blik.” Det er dog stadig vigtigt for hende at fastholde fotografiets genkendelighed, men “det genkendelige udsættes for klomærker”, som hun skriver.

Igennem hele sin karriere har Jytte Rex arbejdet med bogen som kunstnerisk medie, bl.a. affødt af det kunstopgør, som hun var en del af allerede i de sene 60’ere. Bogen kan distribueres bredt, den er mindre prætentiøs end museets og galleriets hvide vægge, man kan arbejde med forløb og serier og lade tekst og billeder være helt integrerede og ligeværdige ’samtalepartnere’. I bogen Aske, tid og ild – fotografier og tekster (Brøndum 1995) begynder hun for alvor at bruge farvefotografier. Der optræder en del af de gamle familefotografier, vi allerede kender, der er en del fotografier af datteren Rose taget i Italien, men især fornemmer man en mere ren interesse for formelle og rumlige aspekter end tidligere. Der er en del fotografier af torsoer, gamle trapper, pladser, dørportaler, men også sløringer som et vandfald, et blondegardin foran en åben dør et sted i Sydeuropa, skyformationer, skygge-, lys- og vandfald, et brusende smukt kvindehår gengivet både i sort-hvid og i farver.

Kun enkelte af fotografierne er bemalede med en klar rød farve, men ellers fremstår de ubearbejdede. Teksterne er her trykt på separate sider, og de har karakter af skitser af drømmeerindringer om f.eks. at gå på trapper, over enorme, mennesketomme pladser eller i en øde skov, eller erindringsglimt af lyde eller farver, om moderen, om rejseindtryk. Mange af teksterne er præget af en mørk tone og kredser om død, fare og tab af forgangen tid. Tilsammen danner tekster og billeder et forsøg på at på én gang sætte ord på og udvide vores konkrete sanseapparat, samtidig med at bogen er en af hendes mest dystre og melankolske. Det kan hænge sammen med moderens død; den mor der helt konkret har været tilstede i form af fotografier af hende gennem hele Jytte Rex’ værk. I forordet til kataloget til en udstilling af bearbejdede fotografier, “Billedet bag billedet” i Fotografisk Center 1996, fortæller hun, at hun lavede dem i forbindelse med moderens død, og i et interview i samme katalog at moderen, der i 1938 kom til Danmark fra Tjekkoslovakiet, videregav hende en følelse af fremmedhed som et eksistentielt grundvilkår.

Nye eksperimenter
I 90´erne udvidede Jytte Rex endnu engang fotografiets potentialer ved at påføre den flydende emulsion på nye og taktile materialer som hjemmelavet groft papir eller træ. Hun begynder også indimellem at benytte sig af digital billedbearbejdning. Denne arbejdsform fik sin foreløbige kulmination i hendes hidtil mest omfattende bogLimbo – tolv billedsuiter (Rhodos 2000), hvor hun for alvor får integreret sit parallelle arbejde med maleriet og fotografiet. Hver af de tolv fotografiske billedsekvenser er desuden præget af et lettere sammenhængende filmisk udtryk, der lægger sig konsekvent i forlængelse af hendes ofte meget drømmende, billedbevidste film. ILimbo møder vi igen flere fotografiske gengangere fra hendes tidligere arbejder. Hendes værker kredser ofte om at fremstille et kvindeligt, erindringsbåret

Floden, 2003.
Fotoemulsion og gouache, 35 x 35 cm.

erfaringsrum, der både henter inspiration i hendes egen historie – via genbruget af de mange private familiefotografier -, i rejser til ´klassiske´ steder som Italien eller Alhambra eller i en fælles mytologi og symbolik som Nefertite, det mærkelige græske trylleord Abraxas eller Veronicas svededug, der alle optræder her. Sidstnævnte var som sagt titlen på hendes spillefilm helt tilbage i 1977, og man kan faktisk genkende meget af den films atmosfære af frie drømmeassociationer i den 23 år yngre bogLimbo. Man fornemmer her en eksistentiel nysgerrighed overfor mødet med det fremmede. Landskaber, historieladede byrum med pladser og søjlerækker, statuer, en kvinde på en balkon i Syden. Sidstnævnte har givet navn til en af de 12 billedsuiter, “Kvinden på balkonen”, hvor man især følger en bestemt lyshåret kvinde med skarptskårne ansigtstræk i en række lag-på-lag billedcollager, som så pludselig brydes af et skarpt farvefotografi af en helt ung pige (datteren Rose), der sidder og læser på en balkon.

I den første serie “Skin” går hun efter spejlinger, sløringer, lysfald og ild, meget i forlængelse af Aske, tid og ild men her i langt mere bearbejdet form, mens serien “Natvandring” er præget af gule farvetoninger og billeder af en spøgelsesagtig skov ved nattetide. De andre suiter hedder Flygtigheden, Abraxas, Skyggerids, Veronica, Den Mørke Strøm, Stilheden, Aftenskyggen, Limbo og Poplernes tid, og man kan næsten aflæse billedsuiternes karakter gennem disse drømmende, poetiske titler, der tilsammen danner en meget løs fortællestruktur. Man kan opfatte billedsuiterne som en symbolsk livsrejse med en kvindefigur i forskellige livsaldre som en slags hovedperson.

Tærsklen til helvede i dødens rige kaldes Limbo, men det er ikke en rejse mod en dyster dødsverden. Jytte Rex opfatter Limbo som et “stoflighedernes grænseområde”, hvor det er selve ordets klangflade og associationerne omkring det, der har inspireret hende, skriver hun i forordet. Hun har et andet sted selv kaldt det sproglige niveau for “et ornament”, der giver “frihed til at sætte af i forhold til billederne”. 9 Andre billeder er helt umanipulerede, men fotografiet kan være taget gennem et vindue, hvor spejlinger og reflekser tilfører motivet en slørende magi.

“Hendes transparente billedhinder er en slags erindringsmembraner, hvor det halvt glemte og det halvt anede mødes i en langsom overtoning”, skriver Jens Christian Grøndahl i sin tekst i bogen. “Steder, ansigter, private fragmenter og brudstykker af overleveret kultur indgår i en billedkemi, der synes at have flygtigheden og foranderligheden som sit egentlige motiv. Det er ikke billeder af et ansigt eller et sted, men billeder af erindringen om dem, erindringens uafsluttede proces af tilblivelse og forvandling”.

Mette Sandbye fra SANDDRØMMEREN, 2002, Copyright M.S.

Limbo er således den foreløbige kulmination på et arbejde med at udforske fotografiet, maleriet og teksten som ligeværdige samarbejdspartnere, som begyndte for mere en 30 år siden. I den bestræbelse står hendes samlede værk som noget unikt i dansk kunst, og set gennem fotografiets mere snævre fokus er der ikke tvivl om vigtigheden og det enestående i den fornyelse, udforskning og genreudvidelse af mediet, som Jytte Rex har stået for.

Hun har gennem hele sin karriere formået at vride en mere vidtrækkende fortælling eller sanselighed ud af fotografiets konkrete banalitet, bl.a. ved at sætte umiddelbart forskellige og uafhængige fotografier sammen – Tarzan, den nøgne kvinde på gulvet, det gamle familiefotografi med kvinden i de sorte sko og den svajende kjolekant, det skarpe farvebillede af en trappe i Italien. Og ved at kombinere fotografierne med lige så forskellige teksttyper, med emulsionsoverlejringer, bemalinger, tegninger, der skjuler og antyder eller henter nye betydninger frem i det kun tilsyneladende banale fotografi.

Jytte Rex har på meget konsekvent vis udnyttet fotografiets særlige evne til at vække genklang hos betragteren; genklang fra en virkelighed af drømme, erindringer, syn og sansninger. Igennem hele hendes værk fornemmer man tilstedeværelsen af et kolossalt fotografisk arkiv, som både består af de billeder, hun igen og igen vender tilbage til, genbruger og redder betydninger ud af den tidens tågedis, som ethvert fotografi er svøbt i, og af de billeder, der venter på at blive hentet ind via den rexske optik på verden. Det er et arkiv, der langt fra er færdigbrugt, men som uden tvivl vil kunne afføde mange nye modbilleder, der vil vække genklang hos hendes publikum fremover.

Mette Sandbye fra SANDDRØMMEREN, 2002, Copyright M.S.